Opløsning af angst

Sendt

af
Asger Lorentsen
Den Gyldne Cirkel

Mange åndeligt indstillede mennesker har en indre angst, der stammer fra, at de i deres udviklingsforløb har oplevet så mange situationer, hvor de har følt sig ubeskyttet af Gud og overladt til kræfter, som tilsyneladende selv Gud ikke kunne styre. Når disse oplevelser kombineres med en sensitivitet i hjertecentret, så har vi den ideelle grobund for angst. Angst skyldes således grundliggende, at der er opstået nogle dybe følelsesmæssige chok, som ikke kan skjules, så længe der er vægt på udvikling af sensitivitet.

Der er en særlig form for angst, som kan kaldes for eksistentiel angst. Den eksistentielle angst skyldes en grundlæggende oplevelse af at være isoleret fra livets fundamentale enhed og helhed. I denne isolation kan man som individuelt væsen være i situationer, hvor der ikke er nogen sikkerhed, hvor man ikke føler en guddommelig beskyttelse, og hvor egoet ikke har kapacitet til at finde en udvej. I den dybeste form for eksistentiel angst er der en angst for opløsning, tilintetgørelse eller død. Vi kan således sige, at angstens dybeste rødder er forbundet med at være individuel. I planteriget er der ingen angst. I dyreriget er der en begyndende angst. I primitive menneskers gruppebevidsthed er angsten forbavsende lille, og først i det meget individualiserede menneske ser vi ekstremerne i angst. Når den åndelige udvikling kommer dertil, at hjertecentret bliver forbundet med gudsrigets fred og indre liv, sker der som hovedregel en formindskelse af angsten, og når mennesket i slutningen af menneskeevolutionen bliver genintegreret i den guddommelige helhed, forsvinder angsten. om åndelig udvikling som helhed medfører en formindskelse af den eksistentielle angst og en healing af de former for angst, der har konkrete årsager, så er der mange mennesker med en åndelig livsindstilling, der kan opleve faser med intensiveret angst. Disse faser skyldes som hovedregel, at hjertecentrets åbning, belivelse og aktivering skaber åbninger ind i de underbevidste lag, hvor angsten har kunnet være mere eller mindre gemt. En sådan åbning har til formål at forløse angsten, så den ikke længere binder så meget af bevidsthedens samlede energi, og så den ikke længere driver sit spil på det underbevidste plan. I det større perspektiv kan en åbning til underbevidsthedens angst således få den rolle, at den gør mennesket mere levende og mere sensitivt, idet angsten nedbryder de stivheder, som et mennesket som regel har bygget op i fasen med personlighedens udvikling. Det er, som om angsten gør det mere og mere umuligt at fastholde stolthed og anden form for stivhed i egoopbygningens grundlæggende strukturer. Selv om der kan skabes midlertidige stivheder som forsvarsværker over for angsten, hindrer det ikke, at nogle dybereliggende personlighedsstrukturer smuldrer under angsten.

Fra terapeutiske erfaringer kan man se, hvorledes angsten bringes ind i et menneskets skæbneforløb, når tiden er inde til, at en egostyrke skal nedbrydes, og at hjertecentret skal levendegøres på så dybt et niveau, at det bliver sensitivt over for en dybere kærlighedskvalitet end tidligere. En del af denne angstproces består i, at mennesket opdager, at det ikke længere kan klare sin egen tilværelse eller selv kan styre sin bevidsthed, sit humør og sit livs mål, som det er vant til. Angsten får derved den funktion, at den hjælper mennesket til at komme ind i en stadigt mere uforbeholden overgivelse til Gud. Hvis angsten fortsætter, kan den hos modne åndeligt indstille mennesker være en af de hurtigste veje til en fuldstændig given slip på egoet og en fuldstændig overgivelse til Gud og til gudsrigets vilkår. Som hovedregel har angsten dog ikke den ultimative funktion i denne proces, men en mere begrænset opgave i en begrænset tidsperiode. Når denne opgave og tidsperiode er forbi, kan mennesket samle sig selv op igen som en personlighed på et højere punkt af spiralen og med en ny form for balance mellem individualitet og universel helhed.

usædvanligt eksempel fra en terapi viste, at angst blev brugt til at bringe et stærkt englemenneske længere ned i stoffet. Indtil angsten satte ind for mange inkarnationer siden, havde hun en tilbøjelighed til at holde sig i en form for åndelig balance, som var så harmonisk, at det var vanskeligt for bevidstheden at få kontakt med det menneskerige, den var inkarneret i, og at få føling med menneskenes personlige tilstande og vanskeligheder. Angsten ødelagde den grundliggende harmoni og gav et sensitivt nervesystem. Derved kom bevidstheden længere ned i menneskestoffet og udviklede en følsomhed over for mange former for menneskelig lidelse. Det var, som om hele nervesystemet og kroppens celler nåede at få udbygget en usædvanlig finfølelse og sensitivitet i de mange inkarnationer, som var præget af angst. Pludselig fik hun under en terapi at vide, at formålet med angsten nu var opfyldt, og at den ikke længere var et nødvendigt led i hendes udvikling. Derfor blev den fjernet i løbet af få minutter under terapien, og det oversensitive nervesystem blev healet op. I den følgende periode var opleveren overordentlig forbavset over, at mange års plagsom angst var borte. Hun opdagede da, at når hun kunne være fuldt til stede i kroppen, kunne hun både være sensitiv og alligevel have en indre balance og ro. Dette syntes at være indledningen til en ny fase, hvor den højere bevidsthed fremover kan gå ind igennem personligheden med dens forskellige legemer på en måde, hvor den kan tage fuldt bolig i både krop, følelser og tanker og samtidigt vælge sin grad af sensitivitet og opmærksomhed fra situation til situation.