Menneskehedens og jordens udviklingshistorie

Sendt

af
Tonny S. Møller
writingbank@jubiipost.dk

 

Jeg har lige læst Asger Lorenzens artikel om det hvide broderskab. I den forbindelse fik jeg lyst til at formidle en forståelse af vores og jordens udviklingshistorie, som selv igen og igen inspirerer mig. Det er en viden og en forståelse, som jeg har søgt efter i mange år, men som har været svær at finde. Og når jeg læser Asgers artikel, så føler jeg den viden bør komme ud til flere. Han fortæller om det hvide broderskabs historie, som jeg ikke selv på det bevidste plan har meget kendskab til.
I sin beskrivelse kommer han ind på vores – menneskehedens og jordens – udviklingshistorie. Det er her jeg har lyst til at dele, hvad der har inspireret mig.
Jeg kender Alice Baileys bøger, og har selv haft stor glæde af at læse de fleste af dem. Men med hensyn til hvor vi kommer fra, hvem vi er og hvor vi er på vej hen, giver de for mig at se kun en skematisk forståelse. En levende forståelse fik jeg først udviklet gennem Rudolf Steiners værker.
Prøv den tanke, at da solen endnu rummede de elementer, der senere blev til jorden, da var menneskene endnu i deres kimform omsluttede og gennemtrængte at de højere guddommelige væsner, som skabte dem. Da så solen indskrænkede sig og lod det, der senere blev til jorden, blive tilbage (ligesom de andre planeter) så blev de luftformige menneskekim tilbage med en følelse af længsel efter det lys og efter de gudommelige væsner, som forlod dem sammen med solen.
De gamle indere og ægyptere lærte i deres indvielsestempler at skue tilbage til den tid. De så netop i deres indvielse tilbage til jordens skabelse. De så en kugle fyldt af lysende kim, og når de så på de kim, som når man ser på plantefrø og så forestiller sig den færdige voksne plante, jaså så de, at de lysende kim ville blive til den fremtidige menneskehed.
Det skete på et tidspunkt, hvor stjernekredsen i en af sine utallige store runde på 25.000 år var i Fiskenes Tegn. Menneskene var på det tidspunkt nået til et udviklingsstadium, hvor de lignede en gennemsigtig urform for fisk.
På samme tidspunkt hvor solen trak sig tilbage begyndte den luftformige jord at fortætte sig til en vandjord. Menneskene fortsatte udviklingen fra fiskestadiet, hvor nutidens fisk er en videreudvikling af det, der blev tilbage af datidens menneskeform. Senere udviklede menneskene sig via vandmanden og stenbukken, som jo egentlig på gamle tegninger har en fiskehale, sig til et amfibium.

Man skal her hele tiden forestille sig, at det æteriske menneske ikke var sammenfaldende med det fysiske væsen; det skete først i slutningen af atlantistidsalderen, hvor mennesket nåede frem til at kunne sige JEG om sig selv.

Under store katastrofer trak det, der senere blev til månen sig ud, og det faste, fysiske mineralske stof blev skabt i processen. Begge disse stadier, hvor først solen, så månen trak sig ud, ligger i den tidlige såkaldte lemuriske periode.
Lige før månen trak sig ud, var menneskene længst væk fra påvirkning fra sit solguddommelige ophav. Derfra har vi myterne om drager, om lindorme og det er også derfra vi har slangen fra paradisets have. Vandjorden var dækket af tågedampe, og lyset fra solen kunne derfor ikke trænge ned under vandoverfladen. Men mennesket havde sin æteriske del, som ragede op i tågehavet, og der kunne lyset stadig nå, når jorden vendte den side op mod solen. Der havde menneskene stadig via solskinnet kontakt med dets guddommelige ophav. Det er i denne dobbelthed, vi har oprindelserne til myterne om ærkeenglen Michaels eller Sankt Georgs kamp mod dragen.
I denne planteagtige, æteriske del af mennesket havde det et organ, hvor det kunne føle når noget godt eller noget farligt nærmere sig. Det organ har vi en reminisens af idag i pinealkirtlen.
Måne trak sig altså derpå ud og landjorden hævede sig. I den proces sker der også noget andet, nemlig det at døden kommer ind i menneskelivet. Indtil da kunne livet rystes af lige som en jakke, nu begynder lungerne og dermed åndedrætssystemet at udvikle sig, og dermed kommer oplevelse af død ved udånding. Den proces med at månen træder ud og døden træder ind gengives i den ægyptiske myte om Osiris. Den guddomelige Osiris blev dræbt af sin bror, Set eller Tyfon, som blæste luft, ånd ind i menneskene. Osiris blev lagt i sin kiste, månen, og sendt ud i det kosmiske hav. Osiris er månens lys, og siden kunne menneskene ligesom Isis kun møde Osiris om natten eller efter døden i den åndelige verden. Historien er meget længere, og omhandler bl.a. hvordan menneskenes rygsøjle og nerver blev skabt gennem Osiris lys i de forskellige månefaser fra nat til nat.
Meneskene havde udviklet sig videre fra dyret med fiskehale i stenbukken til mennesket med dyrekrop i kentauren i skytten, I Skorpions tegn kom så først adskillelsen i køn og dermed seksualiteten ind i verden. Ind til da er fødsler sket ved jomfrufødsel via en drømmeagtig undfangelse, som f.eks. også ses i de gamle jyske fødselsmysterier.
Vi er her endnu ved starten af livets fantastiske udviklingshistorie. Hvordan mennesket faktisk har levet med i hele udviklingen, ligesom vi i dag ved, at fosteret udvikler sig igennem fiske og dyrestadier, før mennesket tydeligt træder frem. Menneskesjælene har hele tiden væren spydspidsen i udviklingen, dyresjælene er så bare gået andre veje på livets utrolige mangfoldige udviklingstræ.
Der er således heller ikke nogen uoverenstemmelse mellem den åndelige udviklingshistorie og den moderne biologisk-videnskabelige, bortset fra at den ydre verden ikke ser og anerkender, at der er en bagved liggende solguddommelig årsagsverden.
Men igennem det hele er denne længsel efter at overvinde den stadig stigende adskillelse fra vores guddommelige ophav; til gengæld har vi udviklet stadig stigende selvstændighed og jeg-bevidsthed. I de gamle indvielsesskoler havde de endnu evnen til at opnå en skuen af, hvor vi kom fra, nemlig fra solguddommelighed, hvad vi er i gang med, nemlig at udvikle selvstændighed, og hvor vi er på vej hen, nemlig ved egen vilje og drift at genforene os med vort solguddommelige ophav. Fra lyset, igennem mørket mod lyset.

Med venlig hilsen
Tonny S. Møller
Slippen 2.2.th.,
7171 Uldum
tlf. 40846767
e-mail: writingbank@jubiipost.dk

Jeg er pædagog, for øjeblikket leder af en skolefritidsordning, men tager også rundt og holder foredrag og skriver artikler om det spirituelle i vor tid.