Dyrenes oprør

Sendt

af
Asger Lorentsen
Den Gyldne Cirkel

 

I denne tid (maj 2001) flammer bålene over Europa. Hundreder tusinder af får og køer bliver myrdet af mennesker og derefter brændt. På den nationaløkonomiske side er der gode argumenter for det, der umiddelbart virker som vanvid: Hvis ikke vi demonstrerer, at vi inden for vort eget land er frie for mund- og klovsyge, så kan vi ikke få lov til at eksportere nogen form for kød eller levende dyr, og derved vil vi miste så og så mange milliarder i eksportindtægter hvert eneste år i al overskuelig fremtid. Siden midten af det 20. århundrede har dette været en grundliggende økonomisk betragtning, og derfor har reaktionen altid været den samme i de europæiske lande, når den frygtede mund- og klovsyge opstod et eller andet sted.

Hvis vi imidlertid ser på sygdomme i et globalt perspektiv, så viser det sig, at sygdommen ikke er dødelig, at sygdommen ikke kan overføres til mennesker, og at sygdommen under et normalt forløb vil vare i tre uger, hvorefter dyrene lever videre i sund tilstand, og endeligt viser det sig, at der er en vaccine imod sygdommen. Problemet med vaccinen er imidlertid, at hvis et land vaccinerer imod mund- og klovsyge, så kan man ikke konstatere, hvilke dyr der har smitten til sygdommen i sig. Derved vil smitterisikoen kunne spredes ud til lande, som modtager kød eller levende dyr, uden at man kan nedsætte risikoen, fordi man ikke ved, hvor den er. Hvad er da i virkeligheden den største risiko for menneskene? Det er, at de landmænd, hvis besætning rammes af mund- og klovsyge, vil se, at deres dyr ikke tager på i tre uger, og at de vil miste en eventuel indtægt fra mælkeproduktionen i tre uger. Med andre ord, så vil problemet med mund- og klovsyge kunne løses, hvis verdenssamfundet får en accept af, at mund- og klovsyge hører med iblandt de sygdomme, som menneskene ikke med sikkerhed kan overvinde, og hvis den bryder ud i et land, kan samtlige landets besætninger af klovbærende dyr vaccineres, så sygdommen begrænses, men ikke udryddes.
Med andre ord er den nuværende reaktion på sygdommen et udtryk for menneskenes panik over, at det enkelte land kan rammes af en større eksportnedgang. Men i et globalt perspektiv er sygdommen ikke noget problem, og den er til at leve med som en del af livet. Måske vil den endda vise sig at have nogle positive virkninger af samme art som børnesygdommene i menneskelivet, eller den kan vise sig at være en indikator på nogle ubalancer, som jo først kan rettes op i dyrenes verden, når menneskene ser indikationen på dem. Det konkrete politiske problem er imidlertid, at ingen nation tør tage risikoen for at være det første land, der indtager den nye holdning. Samtidigt repræsenterer sygdommen en udfordring for menneskenes samlede intelligens, fordi den konklusion, som her er beskrevet, må anses som den eneste værdige for en højere intelligens.

Én af meningerne med kogalskab og mund- og klovsyge er efter min opfattelse at stille menneskene over for konsekvensen af, at primært de økonomiske faktorer har styret dyrenes verden. Således har vegetardyr gennem årtier har fået kød og benmel fra deres egen race, og levende og døde dyr eksporteres i vældige mængder på kryds og tværs af landegrænserne ud fra snævre profithensyn og uden hensyntagen til dyrene selv og til de risici, som en smittespredning indebærer. Bag det ligger det 20. århundredes opfattelse af dyr som produktionsenheder og af landbruget som en kødindustri. Det er klart, at så materialistisk, ufølsom og uetisk behandling af vore venner fra dyreverdenen må have stærke karmiske konsekvenser. Disse konsekvenser viser sig nu på så tydelige måder, at vi må vågne op over for dyrenes oprør.
Da Yvonne Wassini stillede ind på årsagerne til de nuværende sygdomme hos køer og får, fik hun at vide, at der er nogle dyregrupper, som har valgt at ofre sig for at vække menneskene til en ny forståelse af, hvordan de behandler dyrene. England var valgt som det primære land, for når det sker i England, bliver det hurtigt kendt over hele verden på grund af landets fortid som koloni og dets verdensomspændende forbindelser. England var også valgt, fordi der i den engelske befolkning er en særlig stor følsomhed over for dyrene, og fordi der er en tilbøjelighed til, at man tør råbe op, og gøre oprør, og at man tør sige til myndighederne, hvad man mener. Det spiller også en rolle, at inden for dyrevelfærdsområdet er England sandsynligvis de mest avancerede på Jorden for øjeblikket, og at England er det land, hvor overgangen til vegetarisme sker hurtigst i disse årtier. Samtidig har England i højere grad end de fleste andre lande eksporteret levende får til mange lande, således at smitten via England er spredt langt omkring. Endeligt har England en opgave, tilbage fra imperietiden, med at være med til at vise vejen til højere idealer, og kogalskab og mund- og klovsyge i England skal vække det engelske folk til igen at stå frem med en højere etik og menneskelig idealisme. Ved clairvoyancen på problemet fik Yvonne det indtryk, at Tony Blair er fuld bevidst om, at politikken med at slå ihjel er etisk forkert. Han virkede fortvivlet over at skulle føre denne politik, men føler sig presset nedefra og har vanskeligt ved at se nogen anden udvej.

Meningen med de nuværende sygdomme hos dyrene er at ryste menneskene, så vi bliver mere opmærksomme på, hvordan vi behandler dyrene. Derved bliver meningen også at hjælpe menneskene til at skifte værdier fra det rent materielle til værdier, der vedrører trivsel og humanitet. Hvis menneskene ikke lærer tilstrækkeligt meget af de nuværende to sygdomme, har dyreriget endnu flere muligheder for at skabe virkninger, der påvirker menneskene, og som gør, at vi til sidst næsten ikke tør/vil spise kød.
Dyrerigets lidelser er nu nået ind i Shamballas Råd. Herfra er reaktionen at forstærke selve Shamballaindstrømningen, således at menneskene hurtigere vækkes til en ny bevidsthed, og således at menneskene hurtigere ophører med at skabe så mange lidelser og ubalancer på Jorden. Det er, som om der kommer et gensvar fra Shamballa, der siger: ”Nu bør jeres overgreb mod dyreriget stoppe. I kan ikke blive ved med i den grad at sætte pengene højere end livet.” En del af virkningen ved en frigivelse af en endnu stærkere Shamballakraft er, at menneskenes karmatilbagebetaling bliver speedet op. Grundliggende kan vi således forvente at se dyrenes sygdomme indgå i et større mønster af f.eks. naturkatastrofer og større eller mindre sammenbrud af verdensøkonomien.