Det Store Hvide Broderskabs historie

Sendt

af
Asger Lorentsen
Den Gyldne Cirkel

 

Sanat Kumaras ankomst
Iflg. gængse esoteriske kilder som teosofien og Alice A. Bailey ankom Det Store Hvide Broderskab til Jorden for 18 millioner år siden. Iflg. disse kilder var menneskeheden på det tidspunkt i så primitiv en tilstand, at menneskene må betegnes som dyr eller dyremennesker. Samtidigt er der beskrivelser af, at eksperimentet med at sætte en menneskeudvikling i gang var startet mange millioner år tidligere, men at udviklingen var gået så meget i stå, at der blev holdt et råd i solsystemet om, hvorvidt denne udvikling skulle opgives. Ved dette rådsmøde havde et stort væsen fra Venus ved navn Sanat Kumara tilbudt at tage til Jorden sammen med en stor gruppe indviede med det formål at give menneskeheden så stort et løft, at den ville kunne komme den fulde menneskeevolution igennem. Tilbuddet blev accepteret, og Sanat Kumara tog til Jorden sammen med antageligt ét tusinde indviede fra Venus og nogle få andre planeter. Med hensyn til et tidspunkt på 18 millioner år virker det som relativt lang tid tilbage set i forhold til de fund, som er gjort af primitive mennesker siden da: Samtlige fund af menneskeskeletter fra 2-3 millioner år siden viser, at mennesket på det tidspunkt var så primitivt, at det først da var begyndt at gå oprejst. En nyere inspiration fra Hierarkiet antyder da også, at de 18 millioner år skal tages mere symbolsk end konkret.

Sanat Kumaras første handling består i at nedsænke den kraft, der kaldes for Shamballakraften. Denne krafts vigtigste virkning er, at den stimulerer urmenneskehedens bevidsthed så meget, at det mentale legeme bliver sat i gang. I sammenhæng hermed skabes der bølger efter bølger af individualisering, idet primitive dyremennesker ved solengles hjælp løftes ud af gruppebevidstheden og får skabt individuelle egoiske lotus’er og dermed også kausale legemer. Solenglene er en gruppe af højtudviklede bevidstheder, der tilkaldes fra et andet sted i Siriussystemet. Fra da af bliver det Sanat Kumaras og hans gruppes hovedopgave at stimulere den vågnende menneskeheds individuelle kapaciteter, således at menneskeheden kan udvikle sig til et selvstændigt rige. Sanat Kumaras gruppe skaber samtidig begyndelsen til det buddhiske rige på Jorden, der også kaldes Gudsriget eller kærligheds-visdomsriget. Indtil da var det ærkeenglene og overordnede intelligenser fra solsystemet, som havde styret og stimuleret udviklingen på Jorden.
Sanat Kumaras og hans gruppes ankomst skaber således en stærk stimulering på det mentale plan og på det buddhiske plan. Denne stimulering bliver begyndelsen til individualiseret og personlig bevidsthed som skabende intelligens og aktiv medfølende kærlighed. Dette mellemområde i klodevæsnets samlede bevidsthed svarer til, at der skabes en personlighed på planeten Jorden. Det planetare væsen selv svarer da til ånden og sjælen, og denne logos fik nu muligheden for at virke igennem en aktiv personlighed. Alice A. Bailey skriver således direkte, at Sanat Kumara kan sammenlignes med Den Planetare Logos’ personlighed, men er dog ikke dette væsens personlighed. Det vil sige at Sanat Kumara og hans gruppe får den opgave at stimulere bevidsthedsaspektet, den aktive intelligens og alle de små liv i formernes tre verdener – den mentale verden, den astrale verden og den fysisk/æteriske verden. Derved får ærkeenglene og de andre store solare bygmestre en meget stor hjælp til at fuldende skabelsen af fuldkomne former og bevidstheder både i mineralriget, planteriget, dyreriget og menneskeriget.

 

Menneskehedens glemte fortid
I forhold til menneskeheden bliver Sanat Kumara og hans gruppe en form for vejledere og beskyttere. De skaber en by ved navn Shamballa på det fysiske plan. Denne by opbygges som det smukkeste, som nogensinde har været set på Jorden. De fleste i Sanat Kumaras gruppe får fysiske legemer, og de har en åben kommunikation med menneskeheden. Nogle af dem vælger at forblive på de indre planer og være med som stimulatorer, vejledere og beskyttere indefra. Nogle vælger at beholde deres indviede bevidsthed og deres åbenhed for det universelle liv, samtidigt med at de færdes blandt menneskene. Andre vælger at give slip på deres højere bevidsthed for at kunne identificere sig med menneskene og for at udvikle nogle af de kvaliteter inden for kærligheds/visdomsaspektet, som især kan udvikles igennem lidelsen på Jorden.
I de første hundrede tusinder af år går udviklingen på Jorden overordentligt langsomt. Iflg. den esoteriske historie findes der her en civilisation, der bliver kaldt for Mu. I den første del af denne civilisation skulle menneskeracerne have været mere æteriske end fysiske. Iflg. denne forståelse bliver legemerne først helt fysiske midt i den tredje rodrace i Muperioden. Der er endnu uafklarede problemstillinger om, hvorledes den tredje rodrace blev fysisk: Blev den manifesteret i et tættere og tættere stof, der til sidst kom til at ligne et menneskelegeme, blev bevidstheden koblet sammen med primitive dyremenneskekroppe, eller er der tale om begge muligheder samt kombinationer af disse. De sidste målinger af menneskenes DNA sammenlignet med eksempelvis chimpansernes DNA tyder på, at den gamle teosofiske teori om at den lemuriske race blev direkte materialiseret fra det æteriske plan, ikke holder, idet mere end 99% af DNA materialet viser sig at være identisk for chimpanser og mennesker.
I den lemuriske tid var bevidstheden i menneskeheden så drømmende og så lidt individuel, at der har været meget lidt egentlig civilisationsopbygning og meget få muligheder for at samarbejde med en individuel intelligens i menneskeheden. I den næste periode, der kaldes for Atlantisperioden, begynder individualismen at blive stærkere, samtidigt med at astrallegemet bliver så udviklet, at en mangfoldighed af ønsker og begær folder sig ud. De mestre og andre højere indviede, der repræsenterer Jordens Indre Styre, kan da danne skoler og forskellige samfundstyper, hvori dele af menneskeheden kan få stimuleret deres evner, samtidig med at de kan vejledes i det optimale liv på Jorden.
På et tidspunkt er individualismen og begærene i menneskeheden udviklet så meget, at der bliver skabt en åben dør fra det univers, der kaldes for Den Kosmiske Ondskab. Derved begynder det egentlige fald forstået på den måde, at der kommer en voksende opposition imellem menneskelige ønsker og Det Guddommelige Styre. Efterhånden tiltrækkes så megen negativ energi, at Alice A. Bailey kan omtale, at der skabes en kæmpestor mørk elemental, der dækker hele Jorden. Med de negative kræfters stadigt voksende indflydelse på menneskeheden bliver Jordens Indre Styre sat over for en alvorlig opgave. Sanat Kumara responderer ved at organisere sin gruppe således, at der skabes syv strålegrupper, der bliver kaldt for indre ashramer. Disse strålegrupper får hver sin opgave i stimuleringen af menneskenes bevidsthed og af hele civilisationen. Sanat Kumaras andet træk bliver at skabe en indvielsesvej på Jorden. Han vælger at anvende samme indvielsesvej, som findes på Venus og på en anden planet i vort solsystem. Gennem indvielsesvejen kan menneskeheden hjælpes til at vokse på en målrettet måde og skridt for skridt få en stærkere forbindelse med kærligheds-/visdomsplanet. Gradvist udvikles Sanat Kumaras gruppe til at blive et stort hvidt broderskab, der dels virker på de indre planer og dels skaber et netværk ud over Jorden. En stor del af dette netværks arbejde bliver at skabe områder i menneskeheden, som er relativt beskyttede i forhold til de negative kræfters indvirkning. De største af disse beskyttede områder fastholdes som en form for lokale lysende civilisationer, og de mindre af disse områder bliver til esoteriske skoler, templer m.v.
I slutningen af atlantistiden bliver skellet mellem lys og mørke så stort, at Hierarkiet bevidst trækker sig mere og mere tilbage fra menneskeheden. Der kommer en grundlæggende beslutning om, at menneskeheden har så meget brug for at lære gennem egen erfaring, at denne læreproces skal ske uden direkte vejledning fra mestrene. Undtagelsen herfra er de mennesker, som af egen fri vilje søger de mindre samfund, de templer og de esoteriske skoler, som stadigvæk har en åben forbindelse med Det Store Hvide Broderskabs indre ashramer. Efter at atlantiscivilisationen hører op, opstår der med jævne mellemrum lysende samfund eller højt udviklede civilisationer, hvori den esoteriske tradition kan fortsætte, og hvori samfundene præges af mestrenes virke. Undertiden er nogle af mestrene inkarneret i disse samfund og underviser åbent dem, der er indstillet på at lytte.

 

Religionernes skaben
For to til tre tusinde år siden var Hierarkiets direkte indflydelse i menneskeheden mindre end nogensinde. Den måde, der da blev valgt, var at skabe verdensreligioner, der skulle manifestere visse principper og indstrømninger. Især Buddhas indflydelse i Østen og Kristi indflydelse i Vesten blev epokegørende for at vende civilisationen fra det laveste punkt og opad mod gudsrigets verden. I Buddhas impuls bliver der især lagt vægt på en lysudstrømning af buddhisk lys. Den grundlæggende lære i Østen bliver frigørelse fra lidelse ved gennemskuelse og opløsning af begær. Den grundlæggende lære i Vesten bliver individualisme, praktisk næstekærlighed og åbenhed for Guds kærlighed. Selv om disse store religiøse impulser naturligvis bliver mere eller mindre tilslørede og fordrejede, så skaber de alligevel en afgørende ændring i menneskehedens udvikling fra det primitive og egoistiske stade til et mere bevidst, et mere filosofisk og et mere lysende udviklingstrin. Blandt andet stimulerer Buddhas og Kristi impulser mange menneskers mentale legemer så meget, at der udvikles hele teologier og filosofier, der gennem deres forskellighed udfordrer til stadig nytænkning. Bag dette aspekt af verdensreligionerne ligger en bevidst impuls fra Hierarkiets side om, at menneskene ikke bare blindt skal lære gennem egen erfaring, men også have stimuleret deres mentale legemer.
Stimulering af de mentale legemer er et meget vigtigt aspekt af menneskehedens udvikling, idet evnen til at analysere er en forudsætning for, at menneskene kan gennemskue de negative kræfter. Evnen til at stå alene i sit eget mentale bevidsthedsfelt er en forudsætning for, at mennesket kan blive en skaber. Og bygningen af den mentale bro imellem astralplanet og det buddhiske plan er en forudsætning for, at menneskeheden med tiden kan indtage sin retmæssige plads som en repræsentant for den skabende intelligens på Jorden. Af samme årsager har den mentale udvikling fået en vældig stimulering, selv om prisen i første omgang har været en vækst af egoenergien og en udvikling af konkret intelligens, videnskab og teknik, som skaber mange skadelige virkninger på miljøet, og som kan skabe midlertidige ubalancer mellem hjerte og hoved.

 

Den teosofiske impuls
I 1875 var menneskehedens bevidsthedsudvikling nået til det punkt, at nogle af mestrene i Det Store Hvide Broderskab – især Mesteren R., Kuthumi, Morya og Djwal Kuhl – valgte at offentliggøre store dele af den esoteriske visdom og at udbrede kendskabet til Det Store Hvide Broderskabs eksistens. Dette skete gennem H.P. Blavatsky og Det Teosofiske Samfund. I den første teosofiske periode blev kendskabet til Det Store Hvide Broderskab især udbredt i den forståelse, at mestrene var et ”Trans-Himalayan Brotherhood”. Dvs. at der blev fokuseret på, at der boede en gruppe mestre på den anden side af Himalaya (set fra Indien), og at de var forbundet med et netværk af mestre, som levede forskellige steder på Jorden. Denne opfattelse af Det Store Hvide Broderskab førte bl.a. til, at mange teosoffer var optaget af, hvordan de kunne komme til at møde mestrene på det fysiske plan. Mange søgte gennem Blavatsky at få kontakt med én af mestrene i håbet om at kunne blive discipel af en af dem.
Mestrenes plan igennem Det Teosofiske Samfund var at lægge vægt på ”the Ageless Wisdom”. Denne tidløse visdom var den egentlige teosofi – dvs. viden eller visdom om det guddommelige. Den tidløse visdom har eksisteret bag scenen i hele menneskehedens udvikling, idet den var en del af Det Store Hvide Broderskabs grundlæggende forståelse af universet. Den var bl.a. nedfældet i nogle urgamle stanzaer, som igen havde givet stof til de fleste af de myter om universets og menneskehedens guddommelige oprindelse, som findes i verdensreligioner og i utallige folkeslag. Den tidløse visdom blev administreret af mestrene gennem esoteriske skoler, som havde været mere eller mindre skjult. Verdensreligionerne er et forvrænget udtryk for den tidløse visdom, men bag verdensreligionerne er der en enhed i en forståelse af de evige principper om lys og kærlighed og af, at menneskets oprindelse og mål er guddommeligt.
Det Store Hvide Broderskab
I 1919 skabte Det Store Hvide Broderskab en fortsættelse af den teosofiske impuls igennem Alice A. Bailey. Den første bog i denne nye teosofiske impuls hed ” Initiation, Human and Solar”. Bogen handler ikke blot om indvielse, men også om Det Store Hvide Broderskabs organisering og opgaver. I denne bog kommer der en langt mere nuanceret forståelse frem om Det Store Hvide Broderskab. Der lægges vægt på, at indvielse ikke handler om, hvilken organisation (f.eks. den teosofiske) man tilhører, og at den ikke handler om et bestemt trosforhold til Gud. Indvielse er universel og opstår, når menneskenes indre legemer har nået et bestemt udviklingsniveau, uafhængigt af ydre tilknytningsforhold og livsopfattelse. På samme måde opstår en mere fuldstændig forståelse af Det Store Hvide Broderskabs arbejde: Det Store Hvide Broderskab er ikke bare et netværk af mestre med hovedfokus tæt på Shigatse i den sydlige del af Tibet. Det Store Hvide Broderskab er et helt rige – kærligheds-/visdomsriget på Jorden. Dette rige består således ikke bare af de syv strålemestre samt Manuen, Verdenslæreren, Maha Chohanen, Buddha og Jordens Indre Konge. Riget består heller ikke bare af de 63 mestre, som er bygget ind i de højere strukturer i Det Store Hvide Broderskab, men det består af de tusinder og atter tusinder af mestre, som har passeret grænsen mellem det mentale og det buddhiske plan, og som har den opgave at stimulere kærligheden og visdommen på Jorden. Det vil sige, at hver gang en indviet passerer grænsen mellem det mentale og det buddhiske plan, så er dette menneske en del af Det Store Hvide Broderskab, såfremt han/hun forbliver tilknyttet til Jorden. Samtidigt udvides forståelsen af Det Store Hvide Broderskab ”nedad mod menneskeheden”. I sin yderste definition består Det Store Hvide Broderskab således af alle mennesker på Jorden, hvori kærligheds-/visdomsvibrationen er tændt. Dette betyder, at allerede fra den 1. indvielse er et menneske i sin yderste konsekvens et medlem af Det Store Hvide Broderskab. På dette udviklingstrin er medlemsskabet ikke dagsbevidst, og det er snarere sjælen end personligheden, der er medlem. Fra den 3. indvielse kan der ske en dagsbevidst erkendelse af medlemsskabet af kærligheds-/visdomsriget, men mange mennesker, som i denne forstand er medlem af Det Store Hvide Broderskab, er ikke dagsbevidste om broderskabets eksistens, idet deres dagsbevidste erkendelse snarere går på, at de er mere eller mindre gennemstrømmede af Guds væsen som kærlighed og visdom.
I Alice A. Bailey litteraturen opstår der også den udvidelse af vor forståelse af Det Store Hvide Broderskab, at der skelnes mellem Det Store Hvide Broderskab, som også kaldes Hierarkiet, og Shamballa. I den gamle teosofi var Shamballa kendt som den lysende by eller den gyldne by, hvori Jordens Indre Konge, Sanat Kumara, havde sit hovedfokus. Og der var en viden om, at Shamballa havde eksisteret fysisk og nu var på det æteriske plan. I den nye forståelse fastholdes, at Shamballa er en æterisk lysby, og der antydes, at denne lysby ligger i Gobi-ørkenen i Mongoliet. Men samtidigt beskrives Shamballa som et selvstændigt fokus, der er lige så højt hævet over Hierarkiet, som Hierarkiet er hævet over menneskeheden. Mesteren Djwal Kuhl har tydeligvis en meget stor respekt for og dedikation over for Jordens Indre Konge. Og han beskriver Shamballas niveau som et niveau, som selv de femte indviede mestre har meget lidt dagsbevidst berøring med.
Endnu en stor forskel til den viden, der blev frigivet igennem den første teosofiske impuls er, at Det Store Hvide Broderskab bliver meget nærmere beskrevet igennem de syv stråleashramers opgaver med at påvirke hele menneskehedens civilisationer. Dvs. at inspiration til selve den åndelige udviklingsvej og stimulering af denne gennem åndelige bevægelser og teknikker kun er en mindre del af mestrenes samlede opgaver. Andre opgaver går igennem alle øvrige område inden for civilisationen. Mestrene arbejder således med en samlet plan for at hæve menneskehedens bevidsthed og for at hæve alle områder af civilisationen gennem f.eks. politik, filosofi, religion, musik, kunst, videnskab, økonomi og de sociale reorganiseringer i menneskeriget. Endnu en forskel til den tidligere viden om Det Store Hvide Broderskab er, at dens virke ifølge Alice A. Bailey litteraturen ikke bare omhandler menneskeheden, men også indbefatter en stimulering af både mineralriget, planteriget, dyreriget og menneskeriget. Det fremgår heraf, at der er et tæt samarbejde mellem mestrenes og ærkeenglenes virke gennem de forskellige engle- og devahierarkier.

 

Fremtidige påvirkninger fra Hierarkiet
Hierarkiet går nu ind i en længe ventet fase i forhold til menneskeheden. Da mestrene i slutningen af atlantistiden trak sig væk fra et dagsbevidst samarbejde med menneskeheden, var det ud fra en plan om, at når menneskeheden blev så moden, at den selv ønskede at åbne dørene til kærligheds-/visdomsriget, så ville samarbejdet blive genoptaget i fuldt omfang. Efter den lykkelige udgang af Den anden Verdenskrig blev det besluttet, at tiden nu var inde til, at dette samarbejde kunne genoptages. Den store planlægning herom kaldes for Hierarkiets Fremtræden – jvf. en Alice A. Bailey-bog ved samme navn. I fem af ashramerne sker der i disse årtier en nøje planlægning af, hvorledes disse ashramers virke skal blive mere og mere synlig i menneskeheden. Efterhånden som dette sker, så vil vi se en stadigt mere direkte indflydelse fra Hierarkiets side på især skabelsen af en ny verdensøkonomi, skabelsen af god vilje i menneskeheden, skabelse af den rette balance mellem enhed og mangfoldighed i det nye verdenssamfund og skabelse af en ny verdensimpuls eller verdensreligion.
I den næste fase af Hierarkiets fremtræden vil vi ikke se mestre direkte stå frem og omtale sig selv som medlemmer af Det Store Hvide Broderskab, men vi vil se mange indviede på det andet og tredje indvielsesniveau, der – dagsbevidst eller ubevidst – repræsenterer Det Store Hvide Broderskab. De danner tilsammen et netværk, der står for reorientering af menneskeheden mod universelle værdier og reorganisering af samfundet, således at det nye verdenssamfunds principper om broder/søsterskab og om, at værdierne tilhører alle, kan slå mere og mere igennem.
Den nye verdensimpuls vil langsomt erstatte de nuværende verdensreligioner. Planen er, at det vil ske gradvist og næsten umærkeligt, idet den nuværende holistiske livsforståelse bliver imprægneret med stadig større kærlighed og stadig større visdom. Det ventes bl.a., at der vil inkarnere flere avatarer på det tredje, fjerde og femte indvielsesniveau, som vil nedfælde forskellige aspekter af den nye verdensimpuls. Disse avatarer vil være meget direkte forlængelser af Det Store Hvide Broderskab, og de vil alle blive mere eller mindre overstrålede af Kristus og/eller Buddha. Det 21. århundrede bliver således avatarernes århundrede.
I slutningen af det 21. århundrede forventes det, at Hierarkiets tilstedeværelse vil blive almindeligt anerkendt blandt hovedparten af de førende inden for det filosofiske, religiøse og politiske liv. Der vil på det tidspunkt være så stor en opbakning bag de idealer, som Hierarkiets repræsentanter på Jorden står for, at der vil komme en almen anerkendelse af, at reorganiseringen af samfundet må ske efter disse idealer. Når vi når frem til midten af det tredje årtusinde, forventes det, at mestrene igen lever åbent blandt menneskene, idet de er involveret i regeringsinstitutioner, templer, åndelige skoler, universiteter og andre områder, som står for menneskehedens opløftelse.