At miste sig selv

Sendt

af
Asger Lorentsen 2003
Den Gyldne Cirkel

 

Alle mystikere i og uden for alle verdensreligioner kender til den grundlæggende proces omkring at miste sig selv. Mest rammende udtrykkes dette ved en sætning som ”at miste sig selv for at vinde sig selv” eller ”at miste sig selv for at vinde livet”. Hvad menes der da med ”at miste sig selv”? Og er det virkelig nødvendig at man mister sig selv? Bag disse spørgsmål ligger en erfaring om, at hvis mennesker bliver for identitetsløse eller for lidt fokuseret i deres konkrete bevidsthed, så kan der optræde en jeg-svaghed, der åbner for psykotiske tilstande, for invasion af astrale energier eller for manipulation af jeg-stærke mennesker. Der ligger også en endnu dybere problemstilling vedrørende udviklingens dybere mening med hensyn til, om et menneske helt skal opgive sit jeg. I virkeligheden er problemstillingen om at miste sig selv overordentlig kompliceret, den indeholder mange lag, og der er forskellige muligheder for løsning afhængigt af den åndelige skole og afhængigt af, hvilken udviklingsvej et menneske er på. I denne artikel vil vi søge at få et vist overblik over mange af facetterne ved problemstillingen, men i hver eneste af disse facetter er det muligt at gå dybere og finde flere nuancer.

Bliv først et helt menneske
Hvis et menneske er jeg-svagt på en sådan måde, at det endnu ikke har udviklet sig til ”en integreret personlighed”, er det ikke meningen, at det skal miste sig selv i den forstand, at personligheden skal opløses. Den naturlige menneskeevolution falder især i to stadier: 1) At udvikles til at blive en fuld personlighed som fungerer igennem både et mentalt legeme, et astralt legeme og et fysisk/æterisk legeme, samtidig med at disse legemer er balancerede og integrerede i forhold til hinanden. 2) At blive en sjælsgennemstrømmet personlighed. En sjælsgennemstrømmet personlighed er en integreret personlighed, som slipper jeg-centreringen og de personlige ambitioner, og som lader sjælslivet strømme igennem personlighedens vehikler. Efter det andet stadie findes der et tredje stadie, som tilhører det transpersonlige område efter den fjerde indvielse. De stadier, som kommer efter den fjerde indvielse, har intet med personligheden at gøre, da personligheden opløses netop ved denne indvielse. Men der findes stadigt mere omfattende absorberinger af individuel bevidsthed ind i større og større helheder.

Der er flere grunde til, at menneskeevolutionen leder til en integreret personlighed, før sjælsindstrømningen gradvist opløser personligheden. Den ene grund er, at hvis opløsningen sker for tidligt, så mangler mennesket den individuelle skelneevne, den individuelle skaberkraft og den individuelle evne til at være fokuseret i tid og rum. En for tidlig opløsning af det individuelle jeg vil da medføre, at mennesket bliver et redskab ikke for sin sjæl og for sjælsplanernes skabende kræfter, men for mere kaotiske energier og væsener, som tilhører det astrale plan og de lavere mentale planer. I værste tilfælde kan en sådan given slip på sit personlige fokus føre til invasion fra astralplanets energier, som ses i psykotiske tilstande, eller det kan føre til, at mennesket bliver et viljesløst redskab for inkarnerede eller diskarnerede væsener, som manipulerer med jeg-løse mennesker.

Grundtvig havde sans for denne problemstilling, da han anvendte udtrykket: ”Menneske først, og kristen dernæst”. Det er vigtigt, at mennesket bliver et harmonisk menneske med fødderne på jorden, med selvstændig tænkning og med en individuel modning gennem anvendelse af den frie vilje. Det bedste tidspunkt for en åbenhed for åndelig indstrømning er således, når mennesket har vist, at det kan tænke selv, at det ikke ligger under fra pres for hverken indre inspirationer, familie, venner eller det omgivende sociale system, og når mennesket har vist, at det kan klare en praktisk dagligdag med sund fornuft og med tilstrækkelig megen vilje til at kunne klare hverdagens udfordringer.

Når den menneskelige personlighed kan fungere ud fra sit eget center, så er der dannet et redskab igennem mange inkarnationer, som sjælen kan inkarnere i. Sjælen har ikke evnen til at få alt i den fysiske verden til at fungere. Derfor forventes det, at personligheden har den evne. Sjælen har ikke evne til konkret tænkning, men personlighedens evne hertil kan være en vigtig ingrediens i en sjæls opgave i menneskeheden. Og sjælen har ikke evne til tætte medmenneskelige relationer og forventer således, at den del af den menneskelige eksistens kan fungere på personlighedens plan.

Om sjælen strømmer ind i personligheden, så snart den personlige integration er skabt, er afhængigt af, om personligheden tillader at dette sker. En personlighed, der elsker egen styrke og magt, eller som elsker at være en fri fugl, der bruger sin vilje til at nå personlige mål og personlige glæder, er endnu ikke rede til at lade sjælen få indpas i sit liv. En personlighed, som er ved at være mæt af materielle glæder, af snævre parforholdsglæder og af at få magt i menneskenes verden, er ved at være rede til at lytte til sjælens stemme. Og en personlighed, der længes efter forløsning, som længes efter guddommelig kærlighed, og som er mæt af glæderne i menneskenes verden, har en stærk trang til at gå ind i processer omkring at miste sig selv. Gennem disse processer åbner personligheden lidt efter lidt for sjælen, og sjælsindstrømningen bliver stadigt mere levende inde fra personlighedens indre.

Den gradvise jeg-opløsning
I den naturlige udvikling sker misteprocesserne meget gradvist. Personligheden har som hovedregel bygget så meget identitet op omkring at være stærk, at klare sig i tilværelsen og at være værdsat af sig selv og andre, at opløsningen af personlighedens strukturer og mekanismer nødvendigvis må ske meget langsomt – dvs. over adskillelige inkarnationer. Den naturlige måde, som personlighedsopløsningen sker på, findes i indvielsesvejen på Jorden, hvor opløsningen sker i fire store trin.

Ved den første indvielse fødes noget af sjælen som en levende vibration i hjertecenteret. Mennesket mærker da den levende gudsstrøm som et nærvær i hjertecenteret, der stimulerer længslen efter mere kærlighed og mere guddommeligt nærvær. Derefter kommer en række forvandlingsprocesser, hvor en stor del af personlighedslivet med dets mange ønsker reagerer imod at skulle opgive begær, ønsker og følelserne af at kunne, hvad man vil.

Gennem mange processer og flere inkarnationer ledes mennesket uundgåeligt frem imod den anden indvielse, hvor der sker en endnu større sjælsåbning. Ved denne sjælsåbning mistes næsten ønsker og begær, som hører til det personlige følelsesliv. Derved mister man en stor del af den identitet, som man har været så glad for, men som også har givet så mange sorger og skuffelser. Den indviede opdager da, at når dette område af personlighedslivet slippes, så vindes i stedet for en indre fred, en indre glæde og en indre kærlighed, som tidligere kun blev oplevet i glimt eller i korte perioder. Fra det øjeblik har den indviede som hovedregel en stor tillid til, at det udelukkende er positivt at miste sig selv. Det er en af grundene til, at udviklingen da går hurtigere og hurtigere. For de mennesketyper, der ikke har så megen stolthed eller mentalt mørke, kan den tredje indvielse eventuelt optræde allerede i samme inkarnation som anden indvielse. For de mentalt stærke typer, for dem der har dyrket den personlige vilje i lange runder, og for dem, som har en stærk vane om at måle sig med andre eller om at skulle have værdi i Guds øjne, kan det derimod være en langvarig proces at miste så meget af personlighedens kerne, at den tredje indvielse kan passeres.

Ved den tredje indvielse mistes hovedparten at den personlighedscentrering og stolthed, som har bundet mennesket til det lavere mentale plan. Det, der mangler at mistes af personligheden, er som regel, at der er kommet så stor en frihed og skaberkraft ved den tredje indvielse, at man kan nyde de mange magiske skabermuligheder eller muligheder for at brillere med åndelig visdom, at denne glæde kan virke hindrende på den endelige opløsning af personligheden.

Den endelige misten sig selv for at vinde livet, sker ved den fjerde indvielse. Her opløses den sidste kerne af personligheden, som kaldes for tærskelvogteren. Derefter er der fuld frihed i forhold til personlighedens verden og menneskehedens tænkning.

Mister man sit jeg?
Det store spørgsmål om indvielsesvejens misteprocesser er, om mennesket i virkeligheden mister personligheden. Mennesket mister gradvist de ønsker og begær, som tilhører personlighedens liv. Og ved den endelige opløsning af personlighedens kerne mistes de sammentrækningsmekanismer, som skjuler sig bag stolthed og egenvilje. Men personligheden består også af forskellige evner til at fungere på det fysiske plan, til at fungere sammen med andre mennesker, til at skabe via den konkrete logik og til at gennemføre projekter i de konkrete verdener. Alle disse evner mistes ikke. De gennemstrømmes gradvist af sjælen, de levendegøres og de stilles i de højere åndelige verdeners tjeneste.

Vi har her den særlige problemstilling, at hvis et menneske for tidligt mister sig selv i den forstand, at der kommer en fuldstændig selvovergivelse til det guddommelige kombineret med en ulyst til at være fysisk, at være individuel eller at være en del af menneskenes verden, så kan der ske det, at personligheden næsten helt opløses uden at komme ind i de højere verdener. Vi kan her tale om, at broerne brændes til menneskenes verden, men at der mangler tilstrækkelig megen kærlighed og visdom, til at døren til de himmelske verdener kan åbnes. Eller der kan ske det, at menneskets indre legemer er så sarte, at de forbrændes ved kontakt med de højere verdener. I begge tilfælde kan det åndeligt søgende menneske hverken fungere i menneskeverdenen eller i de højere åndelige verdener.

Derfor kan de højere verdener ofte med vilje hindre en personlighedsopløsning, selv om personligheden har en stærk trang til at opløses og at ophøre med individuel eksistens!

På den sunde åndelige vej sker der så langsom en transformation af personlighedens energier, at mennesket næsten ikke oplever, at det mister sin personlighed. Dette skyldes, at der i dagsbevidstheden sker en gradvis forskydning fra f.eks. 90% personlighed og 10% sjæl, til 50% af hver, og til 90% sjæl og 10% personlighed. Denne gradvise forskydning foregår over mange inkarnationer, og den vil altid være markeret af, at der sker en vis åbning til sjælen, hvorefter noget af personligheden lukker lidt af, indtil det indstrømmende sjælslys er integreret, hvorefter der sker en ny åbning og således fortsat i en cyklisk rytme af åbning, aflukkethed, integration og ny åbning. Faserne af aflukkethed er således naturlige organiske reaktioner på for voldsom en sjælsindstrømning.

Ved den fjerde indvielse opløses tærskelvogteren – som den sidste rest af det personlige selv – ikke i den forstand, at den forsvinder! Derimod sker der det, at det højere selvs gennemstrømmende kærlighed vibrerer igennem tærskelvogteren, således at alt separatistisk jeg opløses. Men der bliver tilbage alle de evner til at fungere i tid og rum og til at være et skabende jeg, som er udviklet i tusinder af inkarnationer. Det næste spørgsmål er da, om de fjerde indviede, mestrene etc. er jeg-løse. De er jeg-løse i den forstand, at de ikke har personligheder, der føler adskillelse, og som er optaget af egne mål, men de har stadigvæk en centrering omkring det åndelige jeg. Dvs. at de har evne til at stå som individuelle medskabere i Guds store selvudfoldelse. Men individualiteten skaber ikke adskillelse til andre væsener på samme vibrationsniveauer. En fjerde indviet har således evnen til at være fuldt ud individuel og alligevel at være fuldt ud integreret i en større helhed.

Da evnen til at være et selvstændigt skabende væsen er så vigtig på de åndelige bevidsthedsplaner, er der fra åndelig side fuld accept af, at mennesker kan vælge at udsætte jeg-opløsningen til kommende inkarnationer i stedet for at gå hurtigt ind i f.eks. tredje indvielses ego-opløsende ild: En forlængelse af jeg’ets opløsning vil som hovedregel betyde, at der skabes flere evner til at fungere som et individuelt skabende center efter den fjerde indvielse.

Når englemennesker mister sig selv
For mennesker fra deva-engleverdenerne er der nogle ganske særlige problemstillinger om at miste sig selv. Disse problemstillinger gør, at det i virkeligheden er vanskeligt for deva-englemennesker at balancere imellem at skulle være et jeg og alligevel at skulle integreres i en større helhed. Generelt gælder for alle mennesker, uanset hvilken verden vi kommer fra, at når selve sammensmeltningen mellem ens højere væsen og ens personlige væsen går i gang, så er der personlige ønsker og begær, der må slippes. Derfor er der også for deva-englemennesker de samme processer som for andre mennesker vedrørende at gennemskue og langsomt transformere de ønsker, som går på at få glæder ved at forfølge snævre personlige målsætninger, ved at nære modsætningsforhold til andre og ved at demonstrere magt og prestige. Men i forhold til andre mennesker så viser det sig i praksis, at det er vigtigt for deva-englemennesker at have en fast base med f.eks. et hjem med konkrete omgivelser og en tryghed i det nære. Gennem en sådan fast base føler deva-englemennesket, at det hører hjemme på det fysiske plan, og at det udvikler en kærlighed til det nære, som er en forudsætning for at kunne fungere i menneskenes verden.

For mange deva-englemennesker kan det således være nødvendigt at anvende mange kræfter på daglige rytmer, på at få økonomien i orden, på at omgive sig med skønhed og på at få en tryghed i forhold til de nærmeste. Hvis man i den situation bliver engageret i at give slip på alt, hvad der binder, så kan bevidstheden blive for flydende, for drømmende, for fjern fra det menneskelige, for ustruktureret og for identitetsløs. Dette skyldes, at deva-englemennesker i deres naturlige verden på de indre planer fungerer med meget lidt jeg og med en flydende grænse til andre deva-englevæsener og til det omgivende indre liv. Hvis en sådan flydende tilstand overføres til menneskeverdenen vil deva-englemennesket ofte blive en uvirksom drømmer uden megen kontakt med sine medmennesker og uden evne til at fungere i den fysiske verden.

Hvad er da løsningen for deva-englemennesker? Først må det enkelte menneske, der stammer fra en deva-engleverden, forstå om sig selv hvilken fase i menneskeinkarnationerne, det er i. Der kan anvendes mange inkarnationer på blot at blive et menneske med menneskefølelser, menneskerelationer og evner til at fungere i det fysiske. I alle disse inkarnationer forventes det ikke, at der sker nogen form for jeg-opløsning. Tværtimod er det optimale, at der skabes et jeg, at der skabes evner til at fungere i det fysiske, og at man lærer at fungere sammen med andre mennesker så meget på samfundets præmisser, at man kan klare sig psykisk og økonomisk.

Når den åndelige udvikling sætter ind i den forstand, at ens højere væsen begynder at strømme ind for at udføre den planlagte opgave på Jorden, så starter en proces med at gennemskue, hvad der er unødvendige ego-begær, hvad der måtte være opbygget af unødvendig separatisme og stolthed, og hvad der måtte være unødvendig tryghedssøgen. Gradvist slippes da nogle af disse bundetheder, men de må ikke slippes så hurtigt, at selve jeg’et går ind i en altgennemtrængende længsel efter at forlade det menneskelige i en søgen efter det guddommelige hjemmeunivers. Den gradvise transformation må således ske samtidigt med, at der beholdes en identitet som menneske, en følelse af nærhed i forhold til andre mennesker, ens hjem og en glæde ved at være fysisk. Den enkleste måde at måle på, om man slipper begær og ønsker for hurtigt, er at mærke efter om livsglæden er intakt, om glæden ved det nære og ved naturen er beholdt, om man stadigt kan fungere sammen med i det mindste nogle medmennesker, og om man kan bibeholde en funktion i samfundet og allerhelst også en evne til at klare sig selv økonomisk via et job i samfundet. Ikke alle deva-englemennesker har let ved at klare et job i samfundet under betingelser med stress og hyppige konflikter på arbejdspladsen. Men man kan være opmærksom på, om ens evne til at fungere i arbejdslivet forringes i forhold til tidligere.

Samtidigt med at ens indre deva-englevæsen bliver mere og mere mærkbar som glæde, som fred, som kærlighed og som ønske om at gøre godt på Jorden, skabes der en omstilling til at være en formidler af hjemmeuniversets lys og kærlighed. I hjemmeuniverset kan der være specialer såsom at heale med glæde, med vitalitet, med medfølende kærlighed, med nænsomhed, med fred eller med omsorgsfuld kærlighed. Andre deva-englevæsener kan være trænede til også at kunne hjælpe individuelt ved en form for åndelig vejledning, ved opmuntring eller ved at kunne organisere inden for mere vidtgående opgaver.

Gradvist vil deva-englemennesket således blive en forlængelse af sit hjemmeunivers´ opgave på Jorden. Dette kan betyde, at der så vidt muligt vælges uddannelser eller opgaver, der har med det medmenneskelige eller det såkaldte alternative at gøre, og det kan betyde, at deva-englemennesket primært ser sig som healer på Jorden. I mange tilfælde betyder omstillingen, at deva-englemennesket især kommer til at fungere som en usynlig formidler af hjemmeuniversets vibration. Usynlig er her i denne forstand, at formidlingen ikke opdages af andre mennesker og ofte heller ikke sker bevidst i personligheden. Formidlingen kan opleves som en vibration i hjertet, der kan være af fred, levendehed, dybde eller glæde, afhængigt af hvilken vibration der arbejdes med. Og i mange tilfælde kan formidlingen opdages ved en træthed, som om man har dobbelt arbejde: Ens ydre væsen arbejder i det konkrete på arbejdspladsen og i familien og ens indre væsen arbejder samtidigt med formidling af lys og kærlighed i familien, på arbejdspladsen og til en større verden. Efterhånden som denne omstilling finder sted, så sker miste-sig-selv-processerne ganske naturlig. Det er som om de indre strømme bliver mere nærværende og fylder mere, samtidigt med at personlighedens ønsker og bindinger i menneskenes verden fader mere og mere bort.

Mange bliver i tvivl om hvorvidt jeg-opløsningen går for vidt. I den beskrevne fase er det min erfaring, at der plejer at være meget styring på det fra ens højere væsen. Dette skal forstås på den måde, at der efter en fase med mere tilbagetrukkethed som regel opstår en balance, som gør, at man både kan fungere i det fysiske og kan være en formidler fra den indre verden. Men undertiden er balancen forskudt mere til det indre, end nogle deva-englemennesker er helt trygge ved. Dette kan opleves, som om det er vanskeligt at have tilstrækkeligt megen fokus og energi på det daglige liv, på arbejdspladsen og i familien, som om der er en stærk lyst til at være mere stille og mere tilbagetrukket, eller som om der næsten ikke er nogen selvtillid tilbage vedrørende at være noget og at manifestere sig selv. I den situation vil en almindelig menneskelig analyse konkludere, at mennesket er gået for meget i stå og er blevet for jeg-løst. Men set fra de højere verdeners perspektiv repræsenterer tilstanden ofte den optimale balance imellem at være menneske og at være en udstrømmer fra et område af deva-engleverdenen. Dette betyder i praksis, at der i den nuværende periode af menneskehedens historie er hårdt brug for forskellige vibrationstilstande fra deva-engleverdenerne, for at menneskehedens indre liv kan stimuleres. Der indgår således en form for offer af noget af personlighedens kraft og dynamik, og mange deva-englemennesker må affinde sig med, at omgivelserne bliver foruroliget over, om man bliver for passiv eller får for lidt interesse i det daglige liv.

Det kan her være et godt råd at finde balancen mellem den indre dragning og den indre opgave, og evnen til stadigvæk at være et menneske der kan klare sit daglige liv i familien og på arbejdspladsen. Blot må man indstille sig på ikke at kunne honorere de samme ønsker til at være fysisk aktiv og nærværende, som man kunne tidligere. Med hensyn til jeg-opløsning så vil man finde, at denne balance stadig indeholder et jeg og en personlig identitet, men at denne identitet gradvist bliver fyldt med fred, nænsomhed, fylde og/eller kærlighed. Ved at hvile i denne indre tilstand og lade den flyde igennem sig, samtidigt med at man kan klare de vigtigste daglige opgaver, opstår en smuk balance mellem de to verdener.

Skal alle stjernemennesker miste sig selv?
De miste sig selv processer, der blev beskrevet omkring menneskets udvikling fra personlighed til sjæl, gælder for indvielsesvejen på Jorden. Der findes andre planeter, hvis indvielsesvej tillader mennesket at beholde langt mere personlighed end tilfældet er på Jorden. Dette betyder i princippet, at disse indvielsesveje ikke slutter i de buddhiske og højere verdener. Dette skyldes, at disse verdener er så meget præget af enhed, at der ikke er adgang til dem for mennesker, der tænker i separatistiske baner, i dualitet eller som er optaget af at nå mål for det individuelle selv. I stedet kan indvielsessystemer på visse andre planeter ”bevæge sig sidelæns” på det mentale plan. Dette betyder, at når det pågældende indvielsessystems mål for personlighedsopløsning er nået, så kan mennesket fortsætte med at tage indvielser inden for specialiserede områder af evner, der tilhører det mentale plan. Disse evner vil typisk handle om at kunne samle mental kraft, om at kunne fungere inden for flere strålefelter og om at kunne skabe med kombinationen af vilje og intelligens inden for visse skabelsesfelter.

Den typiske indvielsesvej på de mentale planer er en indvielsesvej, der lægger vægt på magiske evner og på at kunne anvende vibration til at skabe med mentalt, astralt og fysisk stof. I de fleste tilfælde vil indviede fra disse planeter fungere positivt i den forstand, at deres skabelsesevner bliver anvendt til at fremme en planlagt evolution på planeten eller i et større område af mælkevejsystemet. Der findes således mange lyscivilisationer, som fungerer med vægt på lysbevidsthed, med vægt på fællesskaber, netværk og gruppeaktivitet og med vægt på at gå sammen om store fælles opgaver. Hvis blot de indviede i en sådan civilisation ikke begynder at manipulere med stoffet for egen vindings skyld eller at manipulere med andre mennesker for at få personlig magt, så er det acceptabelt, at der beholdes en vis del af personligheden. Mennesker på en sådan lyscivilisation vil i egne øjne ofte være højere indviede, men vibrationsmæssigt vil de hyppigt svare til anden indviede inden for Jordens indvielsessystem. I forhold til anden indviede i Jordens indvielsessystem kan de højere indviede i sådanne lyscivilisationer imidlertid have trænet i den skabende intelligens’ mange muligheder i meget længere tid og på langt flere mangfoldige måder, end det er typisk for Jordens indviede.

Når den beskrevne type stjernemennesker kommer til Jorden, finder vi dem ofte som positive og dygtige mennesker, der har en mangfoldighed af opgaver som f.eks. forretningsfolk, politikere, naturlæger, journalister, forfattere, terapeuter og åndelige lærere inden for positiv tænkning, tankekoncentration, kundaliniyoga m.v. For mange kan de stå som idealer for positiv tænkning og aktiv verdenstjeneste. Men hvis man lærer dem nærmere at kende, vil man opdage, at de ikke har indbygget i sig den forståelse, som gælder for indvielsesvejen på Jorden om at lade selve personlighedskernen blødgøres og opløses. Deres ideal er at forblive personligheder i en åbenhed for guddommeligt samarbejde. Men i dette guddommelige samarbejde ønsker de at beholde den personlige frihed til at gå fra opgave til opgave, og mange af dem har vanskeligt ved at forstå, hvorfor Jordens mystikere og højere indviede lægger vægt på at man skal opgive materielle ønsker, seksuelle ønsker og ønsker om at være noget. Deres holdning er snarere, at alt hvad der giver livsglæde er tilladt, når blot det ikke går ud over andre. Dette betyder i princippet, at de vælger en balance, hvor en stor del af personligheden er intakt, og hvor de ikke behøver at gå igennem de dybere smerteprocesser, der opstår, når de sidste blade i hjertecenteret skal udvikles, således at længslen efter Gud som kærlighed kan hjælpe med at opløse de sidste dele af egoet.

Det store spørgsmål er, om den her beskrevne type stjernemennesker kan få lov til at beholde denne balance mellem sjæl og personlighed, som ofte svarer til den anden indvielses niveau på Jorden. Svaret er, at den kan beholdes, indtil den højere bevidsthed vælger en udviklingscyklus, som vil opløse den sidste del af personligheden. Og dette valg kommer som hovedregel først, når personligheden har indset, at den mangler en åbenhed til det buddhiske plans gennemtrængende kærlighed for at kunne komme videre eller for at kunne hjælpe en planets menneskehed på en dybere måde. Ved kombinationen af denne erkendelse og en mæthed af at være personlighed opstår der som regel en grundlæggende beslutning om at tage en cyklus med mere lidelse. Denne lidelse vil åbne de inderste hjerteblade, og den vil skabe en længsel efter Gud som kærlighed. De inderste hjerteblades udvikling er en forudsætning for, at den tredje og den fjerde indvielse på Jorden kan passeres.

For mig virker det, som om der er millioner af stjernemennesker på Jorden, som ikke har valgt at passere den tredje og den fjerde indvielses jeg-opløsninger her på vor planet. De er her som hjælpere inden for forskellige mentale områder. De repræsenterer et vist lys fra deres hjemmeplaneter. De glæder sig over at få nye udfoldelsesmuligheder på vor planet, men de har ikke tilstrækkeligt meget ønske om at slippe de måder at være medskabende på, som de er ved at dygtiggøre sig stadigt mere i. De vil da på et tidspunkt forlade vor planet, når der ikke længere er brug for dem, og de har ret til at vente i millioner af år, før de tager beslutningen om at gå ind i de processer, hvor selve personligheden opløses.