Åndelig ensomhed

Sendt

af
Asger Lorentsen
Den Gyldne Cirkel

 

Åndelig ensomhed er den form for ensomhed, hvor vi føler os isoleret som mennesker i et åndeligt vakuum, medens vi savner en dybere hjertekontakt.
Kender du den situation, hvor du er omgivet af mennesker, som du har let ved at kommunikere med, samtidig med at du føler dig ensom? Kender du den situation, hvor du måske har et godt parforhold, og alligevel føler dig ensom? Har du prøvet at sidde sammen med gode venner og pludselig opdage, at du har en form for indre tomhed og ensomhed, som disse venners selskab ikke kan dække over? Kender du den smerte i hjertet, som både fortæller dig, at du er isoleret og alene, og som samtidig giver dig en længsel efter en udefinérlig indre fylde og kærlighed? Kender du den desperation i hjertet, hvor du ser i øjnene, at du måske aldrig vil kunne opleve den kærlighed, der skulle afsluttet hjertets ensomhed? Har du af og til set en film, hvor hovedpersonerne i den lykkelige slutning får hinanden, samtidig med at du tænker, at selvom du fik en tilsvarende partner, så ville det ikke dække over din indre ensomhed? Hvis du kan svare ja til de fleste af disse spørgsmål, så kender du den åndelige ensomhed fra dit eget liv.

Når jeg har talt med åndeligt indstillede mennesker omkring den åndelige ensomhed, så har jeg lagt mærke til, at mange bliver forbavsede over at de ikke er alene om denne ensomhed. De troede, at det var dem, der var umulige eller mislykkede, eller som stillede for store krav, således at de ikke kunne tilpasses menneskenes verden. De havde med forbavselse lagt mærke til, at de ikke længere kunne bruge de måder, som andre anvender for at få afhjulpet ensomheden eller få en indre form for lykke og glæde. Samtidig var det gået op for dem, at selv om det hjælp med den indre tomhed, når de beskæftigede sig med det åndelige verdensbillede, så kunne de alligevel ikke finde en løsning, som kunne afhjælpe deres grundlæggende ensomhedsproblem.

Denne tilstand af at være fastlåst i den åndelige ensomhed kan således nemt give en fornemmelse af at være mislykket og utilpasset: “Det må være mig, der er noget i vejen med, siden jeg hverken kan tilpasses menneskenes verden eller Guds verden”. Derfor kan det være en stor lettelse at opdage, at en sådan tilstand er meget udbredt blandt åndeligt indstillede mennesker.

At være et åndeligt indstillet menneske betyder i virkeligheden, at vi har forladt den form for gruppebevidsthed, som er herskende i menneskerigets nuværende udviklingsstadium. På det nuværende udviklingsstadie lever hovedparten af menneskeheden i en form for gruppeidentitet, der skaber en grundlæggende tryghed i livet. Denne gruppeidentitet kan være den snævre families identitet; det kan være lokalsamfundets, landsbyens eller stammens identitet, og i vore dage kan vi søge at få en tilsvarende identitet og gruppetryghed i en form for storfamilie, kollektiver eller tættere nabofællesskaber. I en større skala findes gruppetrygheden ved sportsbegivenheder og nationale begivenheder, som kan hjælpe mennesker med at undgå følelsen af ensomhed og isolation. Stærkest kommer gruppetrygheden naturligvis igennem i parforhold, som bl.a. har den store psykologiske funktion at hjælpe mennesket med at undgå ensomhed.
Udskillelse fra gruppetryghed

Den åndelige vejs første trin betyder i virkeligheden, at vi begynder at skille os ud fra den gamle gruppeidentitet. Det svarer til drengen i H.C. Andersens eventyr om klokken, der som den eneste i landsbyen hører, at der er en klokke ude i skoven, som han må følge, selvom han derved må gå vejen alene. Problemet med den åndelige ensomhed er, at den åndelige vej grundlæggende kun kan gås alene. Den åndelige vej vil derfor i en vis forstand altid være ensomhedens vej. I den første del af ensomhedens vej føler vi især ensomhed som dette ikke at kunne forbinde os med de sociale sammenhænge i menneskeheden. Ensomheden består da i, at gruppe- og familielivet virker for tomt, samtidig med at vi ikke kan finde en erstatning for dette.

Den største ensomhed fra dette stadie kan i virkeligheden bestå i, at vi tilsyneladende har et godt familieliv, og alligevel føler vi hjertets smerte over at være alene. Her kan vi opdage, at vi er 100% alene, til trods for, at vi må ske er tæt sammen med et andet menneske. Det største problem med denne form for ensomhed er, at vi ikke kan kommunikere den videre til andre. Den ligger som en indre smerte i hjertet, der kan forværres af, at den hele tiden minder os om, at vi ikke er som de andre, og at vi ikke passer ind i menneskeheden.
Accept af at være alene

I den næste fase har vi mere eller mindre opgivet at få dækket ensomheden igennem andre menneskers selskab. Måske håber vi stadig på, at den eneste ene kan vække os ud af den grundlæggende ensomhed, men i så fald er vi bevidste om, at den eneste ene skal være en frelsende engel eller en rytter på en hvid hest. I begge tilfælde skal den mulige partner komme fra himlen – dvs. fra vort hjemmeunivers. Vort håb kan således være, at Gud sender en dual fra vort eget hjemmeunivers, som har indbygget i sig, at han eller hun forstår os, og at han eller hun kan fylde den smerte ud, som gnaver i et tomt rum i hjertet. Måske vil vi på dette stadie stadig blive mindet om, at vi er mislykkede i den almindelige familie- og gruppesammenhæng. Men vi er nået til den erkendelse, at vi ikke kan vende tilbage til gruppetrygheden, og at vi må finde en anden vej. Vi er således bevidste om, at vi skal gå fremad og ikke tilbage.

Vejen fremad kan vi da finde ved psykologiske teknikker, hvorved vi eventuelt kan få bearbejdet nogle af ensomhedstraumerne og nå frem til den grundlæggende erkendelse, at vi står alene i tilværelsen, og at vi tør virkeliggøre os selv som individuelle mennesker, selvom dette indebærer større risici for at være alene om tilværelsen. Til vor store forbavselse kan vi da opdage, at selv efterhånden som det lykkes at realisere os selv som individuelle mennesker, så kan ensomhedens smerte gnave videre i hjertet.
Ansporing til dybere søgen

På ensomhedens tredje trin begynder vi at blive bevidste om, at det eneste, der kan dække over ensomheden, eller som kan forløse ensomheden, er en dybere åndelig søgen. På dette trin bliver vi måske bevidste om, at Gud har givet os ensomheden, for at ensomheden kunne blive vor dybere ansporing til at søge tilbage til kærlighedens univers. På de tidligere trin hjalp ensomheden os med at frigøre os fra gruppeidentiteten, og den tvang os til at kæmpe med tilværelsen, den fik os til at indse, at de overfladiske, nemme og hurtige løsninger på tilværelsens problemer ikke længere kunne tilfredsstille vor åndelige søgen. Og den gav os muligheder for at forstå så mange flere facetter af livet, at det er som om, den skabte en ny og dybere etage i vor bevidsthed. I den tredje fase af ensomhedens vej opdager vi måske, at ensomheden hjælper os til at forstå, at vi først bliver lykkelige og tilfredse, når vi kan mærke den form for indre fylde, liv og kærlighed, som vi dybest set kender fra de åndelige verdener, som vi er udgået fra. Vi opdager her, at end ikke selvrealiseringens form for livsglæde kan tilfredsstille denne dybe længsel, som ensomheden ansporer.
Opløsning af ensomheden

Det paradoksale er, at ensomhedens smerte nu går så dybt ind i hjertet, at den nedbryder sig selv: Netop som ensomhedens smerte gør længslen efter Gud som kærlighed så stærk, at vi uundgåeligt vil kalde på Gud som den tilgivende og forløsende kærlighed, som vil opløse ensomheden. Når hjertets ensomhed er tilstrækkeligt stærk, bliver længslen efter guddommelig kærlighed så stor, at disse energier tilsammen vil nedbryde den stolthed, separatisme og andre jeg-identiteter, som tidligere var med til at gøre os ensomme. I denne fase af ensomhedens vej sker de store forløsningsprocesser, hvor vi trin for trin åbner vore hjerter for den forløsende kærlighedskraft.

Vi indser nu, at ensomheden først ophører, når vi smelter sammen med Sjælen eller med et andet udtryk for den guddommelige kærlighed. Vi opdager da, at tomrummet i hjertet kan fyldes ud af en guddommelig kærlighedsstrøm, som giver os en indre forbindelse med universets hjerte, Guds hjerte, Kristus, Jesus, Sjælen eller en anden vibration, der udgår fra ensomhedens plan.

Det største øjeblik i denne fase kommer, når vi opdager, at kærlighedsstrømmen er blevet så stærk og så permanent i vort hjertecenter, at det kan lykkes for os når som helst at åbne for denne. Dvs. at når ensomheden vender tilbage, er det op til os selv at åbne hjertet for Gud og således lade ensomhedens rum fyldes ud. Samtidig opdager vi, at der er sket et grundlæggende skift, så den dybe smerte, desperation og tomhed, der var forbundet med ensomheden, nu svinder bort.
Den subtile alenehed

I den sidste fase af ensomheden mærker vi ikke længere den store desperation og tomhed omkring vor livssituation. Vi lever med en relativt høj grad af indre livsglæde og fylde. Ensomheden er i et vist omfang blevet forvandlet til hjertets dybde, visdom og medfølelsesevne. I forhold til tidligere faser føler vi os ikke længere ensomme, og det er ikke så vanskeligt for os at se i øjnene, at vi eventuelt skulle leve resten af inkarnationen uden en partner eller under livsomstændigheder, som tidligere kunne fremkalde angst og ensomhed.

Ensomheden er nu blevet mere subtil og mindre smertefuld. Hvis vi vil spore den i hjertet, kan vi finde den som en ensomhed i forhold til ikke at være fuldt åbne for Gud, for kærlighedsverdenen og for det indre liv, som gennemtrænger den ydre verden. Denne form for ensomhed svarer til den tomhed, der stadigvæk er ved at være et menneske på det fysiske plan i modsætning til at være et diskarneret væsen i lysverdenerne. Denne fase af ensomhed svarer også til den mangel på indre fylde, kærlighed og glæde, som gør sig gældende, så længe vi er fokuseret i vore personligheder set i forhold til at være fokuseret på sjælsplanet.

Hvis denne fase af ensomhed markerer sig stærkt, kan den være et tegn på, at vi nærmer os en indvielse, som vil skabe en større grad af dagsbevidst enhed med Gud, enhed med kærlighedsverdenen og enhed med selve livsessensen bag fænomenernes verden. I denne fase af en-somhed kan der også opstå en ensomhedens smerte over de lidelser, som findes i den skabte verden generelt. Man kan således opdage, at de sidste spor af ensomheden først kan forløses, når man selv er med til at bygge bro mellem Guds verden og skabningens verden. Ensomheden kan da blive et udtryk for, at vore hjerter er åbne for den smerte, som andre væsener har, fordi de ikke mærker universets kærlighed.

Når vi forstår den åndelige ensomhed i sin helhed, da opdager vi, at ensomheden er uundværlig på den åndelige vej. Ensomheden gør os selvstændige, ensomheden modner os, ensomheden nedbryder bevidsthedens tendens til at være overfladisk, og ensomheden får os til at tage de store kampe om meningen med livet, Guds eksistens og vore egne livsformål. Det er ensomheden, der i visse inkarnationer gør os til narkomaner og alkoholikere, fordi vi ikke kan udholde individualiseringens processer. Men det er også ensomheden, som får os til at åbne os så dybt for Gud, at vi for altid erhverver evnerne til at leve midt i stemningernes verden og alligevel føle os forbundne med den verden, som vi er udgået fra.